Sitemap  |  Startside  |  Kontakt  
Helge Bruhn A/S har i fire årtier fremstillet gelændere, trapper og rækværk. Det præger bybilledet i bl.a. Sønderborg, hvor firmaet blev etableret i 1967. F.eks. udskiftede vi i 2005 det 720 meter lange rækværk på Chr. X's Bro, der forbinder Als og Sønderborg med Jylland.

Helgolandsgade 9 i Sønderborg er et hus, der emmer af historie. Det er bygget som ammunitionsdepot af tyskerne i 1867 og har siden været kaserne, marinestation, frølager og lager for en æggrossist. I dag rummer bygningen Restaurant Victoria, der breder sig over et areal på 500 m2 med plads til 150 gæster. Fra restaurantens hall fører en kraftig smedejernstrappe fremstillet af Helge Bruhn A/S op til en himmerigsmundfuld af gastronomiske oplevelser i lokalerne på første sal. Det er en trappe af format, der lever op til de store forhold i den historiske bygning
Tema med variationer. Sådan fungerer denne trappe fra Helge Bruhn A/S. Det er ganske vist en standardtrappe, men firmaet fremstiller den i en række forskellige udgaver; f.eks. kan den leveres med flere varianter af trin. Vangerne er firkantede hulprofiler, der er pulverlakerede, mens håndlisten er af rustfrit stål.
Chr. X's Bro mellem Als og Jylland er opført i 30erne. Broen har haft samme rækværk siden den blev bygget. Derfor var det nødvendigt at udskifte det totalt i 2005. Med moderne produktionsteknologi gjaldt det om at lave en løsning, der lignede det oprindelige rækværk, som var nittet sammen. Den opgave løste Helge Bruhn A/S i samarbejde med Cowi Consult i Vejle. Den historiske bro har ikke mindre end 720 meter rækværk, som det tog et halvt år at udskifte.
Der er rene linjer i det nye rækværk på disse boligblokke i Helgolandsgade i Sønderborg. Balustrene er udformet i fladstål, mens fyldningslisterne er af rundstål. Håndlisten er et slebet, rustfrit rør.
Lejlighederne på Ryttervænge i Sønderborg er blevet rammet stramt og rent ind af et nyt rækværk. Fyldningerne er udført i strækmetal, og overfladebehandlingen er galvanisering og vådlakering.
Denne nødtrappe er fremstillet til firmaet Hjortgaard A/S i Sønderborg. Så enkelt kan det gøres uden at forstyrre bygningens oprindelige arkitektoniske udtryk.